Nykogte kartofler er en daglig glæde

Margretecentret i Maribo er det eneste af OK-Fondens plejehjem, som ikke har sit eget køkken. Fonden er kontraktligt forpligtiget til at modtage maden fra et centralkøkken.

Der kan ikke sættes en finger på næringsværdien af de præfabrikerede og vakuumpakkede måltider, men smagsoplevelsen er ikke altid i top, når maden er produceret op til ti dage før, den serveres. Derfor indkøbte plejehjemsleder Jeannette Kirkhammer en industriel kartoffelskræller. Om ikke andet skulle beboerne have nykogte kartofler til aften.

Den beslutning nyder fuld opbakning hos beboer Gunhild Buxbom.
– Det er dejligt med friske kartofler. Især om sommeren. Jeg elsker nye kartofler på rugbrød. Jeg kan huske, at jeg sad i vores køkken og skrabede kartofler med min mor. Vi var glade for kartoffelmader hjemme hos os.

Kartoffelskrælleren skræller lige så fint, som blev det gjort med håndkraft. Eneste minus er, at maskinen koster 50.000 kroner. Den slags beløb hænger ikke på træerne i Margretecentrets budget, så plejehjemmet måtte spare sammen i over et år. Men den sølvgrå maskine i børstet stål er hver en krone værd. Det mener Jeannette Kirkhammer. Og Gunhild Buxbom. Og de andre beboere på plejehjemmet.

Artikler