Det skal være rart at spise sammen

Medarbejderne har skabt helt nye værtsroller for at bidrage til den gode stemning ved måltiderne på Lystoftebakken i Lyngby. Nu bliver en måltidsvært siddende ved bordet og snakker med beboerne, mens andre sørger for at fylde skåle og fade op.

Det er 101 år siden, at Emma Gad udgav sin berømte og berygtede bog ”Takt og tone”, der handler om korrekte omgangsformer. Blandt bogens mange temaer er spørgsmålet om, hvordan man optræder i rollen som vært. Emma Gads hovedpointe er, at værten har afgørende indflydelse på, om et middagsselskab bliver vellykket eller ej. Det mener man også på plejehjemmet Lystoftebakken i Lyngby-Taarbæk Kommune. Her har medarbejderne under projekt Mennesker, Mad og Måltider arbejdet intenst med at udvikle værtsrollen, fortæller aktivitetsmedarbejder Stine Vårlid.
– Det er vores ansvar, at den enkelte beboer får den rigtige ernæring, men vi skal også sørge for, at der er en god stemning, og at alle føler sig godt tilpas. Det kommer ikke af sig selv. Derfor har vi brugt meget tid på, helt ned i mindste detalje, at analysere, hvordan vi kan gøre det til en god oplevelse for beboerne at spise sammen.

Samtalekort sætter skub i snakken

Diskussionerne blandt ledere og medarbejdere har ført til, at værtsrollen nu er delt op i fem særskilte funktioner. Nyskabelsen giver mere ro om måltidet, fordi den medarbejder, der spiser sammen med beboerne, måltidsværten, ikke længere skal rejse sig fra bordet for at hente vand eller fylde en skål med kartofler. Den opgave ligger hos ”løberen”, der serverer maden. Måltidsværten tilbringer derimod hele måltidet ved bordet. Uden telefon.
Et af målene med opdelingen af værtsrollen er at forbedre medarbejdernes kommunikation med beboerne under måltiderne. Den ambition er man kommet i mål med, vurderer social- og sundhedshjælper Mette Holst Skov.
– Hvis vi skal være helt ærlige, så var der tit for meget privat snak mellem medarbejderne til måltiderne, men det er der lavet om på. Her har projektet været en kæmpe hjælp, fordi vi i fællesskab fik diskuteret værtsrollen grundigt igennem. Nu er ingen i tvivl om, at det er måltidsværtens opgave at sørge for, at snakken går, og at der er en god stemning ved bordene.
Ifølge Emma Gad er en af værtens opgaver netop at få samtalen til at flyde omkring middagsbordet. Det kan være en stor udfordring på et plejehjem, hvor ikke alle beboere er lige talende. Den problemstilling har Lystoftebakken taklet ved at sætte en lille holder med samtalekort på hvert spisebord. Alle kort indeholder en kortfattet beskrivelse af forskellige retter. Hvis snakken går lidt trægt, kan både beboere og måltidsværter trække et kort og bruge det som afsæt til en snak om egnsretter, råvarer eller noget helt tredje.
– Der er aldrig blevet talt så meget om mad før, konkluderer Mette Holst Skov med et smil.

Projektet slår bro

Souschef og sygeplejerske Maxine Peyma har det overordnede ansvar for udviklingen af de nye værtsroller. Hun deler sine medarbejderes positive vurdering af de hidtidige resultater, men hun ser også andre fordele ved projektet.
– Vi har en del helt unge medarbejdere og også en del med anden kulturel baggrund end dansk. De kender ikke altid den mad, der bliver serveret, og nogle er også vokset op med andre normer for, hvordan et måltid skal finde sted. Det har i tidens løb skabt forståelsesmæssige problemer omkring måltiderne, men de udfordringer har vores arbejde med værtsrollen løst op for. I dag har vi en mere ensartet forståelse af måltidet og vores forskellige arbejdsopgaver.
Maxine Peyma understreger, at arbejdet med værtsrollen kun er første skridt på vejen mod at skabe en ny måltidskultur på Lystoftebakken. Som det næste skal plejehjemmet arbejde systematisk med at få beboerne til at spise flere mellemmåltider

De fem roller

Madværten

Madværten dækker bord, henter madvognen i køkkenet og anretter og præsenterer maden for beboerne. Det er også madværtens opgave at klargøre madbakker til beboere, som spiser i egen lejlighed.

Løberen

Løberen fungerer som madværtens assistent og hjælper med anretning af maden. Løberen serverer til ét bord ad gangen og tager imod henvendelser fra bordene.

Måltidsværten

Måltidsværten spiser sammen med beboerne med slukket telefon. Det er værtens opgave at hjælpe beboerne. For eksempel med tilsmagning af maden. Herudover har måltidsværten ansvaret for at skabe en positiv stemning ved bordene.

Køkkenansvarlig

Den køkkenansvarlige tager sig af opvask og rengøring efter måltidet og laver kaffe og te og anretter eventuelle kager. Desuden gør den køkkenansvarlige klar til senere mellemmåltider.

Boligansvarlig

Den boligansvarlige bringer og henter madbakkerne til de beboere, som spiser i egen bolig. Den boligansvarlige tager desuden telefonen under måltiderne og står for al dokumentation

Artikler